TAK FOR I ÅR

……….lige om lidt skriver vi 2025 og jeg vil derfor vanen tro benytte lejligheden til at tage afsked med året som er gået. På godt og ondt. For året skifter lige om lidt til et helt nyt år med nye håb, nye muligheder og nye drømme!

Også her fra Strædet i Lyngerup, skal der lyde en nytårs hilsen til dig og til dine kære. Nye planer og ideer er på vej. Det skriver jeg faktisk hvert år. Men sandheden er, at jeg ofte ligger vågen, falder i staver eller tænker, spekulerer samt former nye ideer. Ideer som ikke alle bliver til noget. For ideer kræver tid og da jeg ikke har mere end 24 timer i døgnet. Ja, så handler det altid om benhård prioritering. Samt en knivskarp styring af min kalender.

Jeg er mere end stolt over de mange ting, som jeg har lavet, opnået og oplevet her i 2024.


*JULEHJERTER
Julehjerter løftede igen i et fantastisk fællesskab og kom så flot i mål - 2024 blev året hvor vi rundede 500.000 indsamlede kroner siden 2019. Hvis du havde spurgt mig i 2019, da jeg startede op om det ville blive sådan 5 år senere. Så havde svaret været et lille og meget forsigtigtigt nej. For selvfølgelig vil jeg gerne have, at Julehjerter blev til en succes. Men samtidig så ønsker jeg hvert eneste år, at Julehjerter slet ikke skulle eller burde være en nødvendighed.
2024 blev også året hvor Julehjerter blev til en forening med en bestyrelse, et CVR-nummer samt et fast mobilepaynummer. Det har været den vildeste rejse. Den har også været hård for mig. For det har samtidig været mere end svært for mig, at afgive dele af mit hjertebarn. Men min nye bestyrelse og ikke mindst vores mange dejlige frivillige julenisser, har i den grad været så fantastiske og jeg er så vildt stolt over deres store indsats. Jeg er så glad og giga træt - med et resultat på mere end 219.000 kr. her i 2024 - så Julehjerter i den grad (også i år) kommet i mål. Jeg er fyldt med nye ideer og tanker omkring 2025 allerede - men samtidig har jeg det helt ærligt også lidt sådan, at hvis konceptet virker, så er der ingen grund til at ændre på det. Måske små finjusteringer. Samtidig elsker jeg det organiserede kaos, når vores lille hus er fyldt med pakkekalendere eller julegaver og der så også kommer ca. 25-30 frivillige julenisser ind og ja - vi kan næsten ikke være her - men efter ordene “hvor der er hjerterum er der husrum”. Ja - så lykkedes det jo alligevel igen, år efter år!
Men vi er nødt til, at gøre det smartere. For jeg bruger fortsat mange flere kræfter end jeg har. Det mærker jeg meget tydeligt, når min krop siger fra og det har jeg også mærket her i 2024. Så Charlotte skal lære at uddelegere endnu mere i 2025.

*LOKALPOLITIK
Jeg er blevet en del af et fantastisk hold i Liberal Alliance Frederikssund og jeg nyder virkelig den store tillid samt tiltro der er til mig som lokalpolitiker, fra både vores bestyrelse - fra vores medlemmer samt de mange positive tilkendegivelser, som jeg modtager for vores borgere i kommunen. Jeg har fundet min plads og mindst lige så vigtigt. Jeg har fundet min stemme.
Til vores opstillingsmøde her til kommunalvalget opnåede jeg den meget flotte placering på vores kandidatliste som nr. 2 ud af 15 - lige efter vores borgmesterkandidat. Den placering er jeg meget meget stolt af og går til den med stor ydmyghed og respekt - og glæder mig helt vildt til at føre valgkamp sammen med resten af vores seje kandidater.
Vi har et vildt dygtigt og ambitiøst hold, både organisatorisk men også lokalpolitisk - og jeg glæder mig så meget til, at spille vores fantastiske hold af kandidater gode - for vi har virkelig opbygget et super fedt hold. Et hold jeg har fået æren af, at være med til at bygge op. Et ganske særligt og unikt fællesskab krydret med de fedeste kompetencer og energi - Så når vi sætter os ned i det samme rum - så sker der noget ganske særligt. For så bobler energien, magien og et ganske særligt samt unikt lokalpolitisk fællesskab dannes på fineste vis.
Så ja - 2025 bliver et vildt år politisk - for mig personligt er jeg mere end spændt. Men sådan er det hvert 4. år - det er den lokale politiker eksamen finder sted. Uanset hvordan det går for mig personligt så håber jeg virkelig, at kunne sætte min byrådskollega i borgmesterstolen. Han er om nogen et godt og ordenligt menneske, iderig, vidende, hårdtarbejdende og loyal. Jeg har virkelig nydt vores samarbejde. Men han har også givet mig modet til, at tale med min egen stemme og tro på mig selv i den lokalpolitiske arena.



*SØSKENDEKRAM
Søskendekram bliver stille og roligt større og jeg er så stolt af udviklingen gennem de 20 år, hvor vi har hjulpet 100-vis af søskende i sorg. Facebookgruppen er næsten selvkørende og jeg har igen i år bedt mine frivillige kontaktpersoner om hver især, at lave et arrangement eller andet for de andre søskende i gruppen. Der er mere end 1.700 søskende i gruppen - som alle har mistet en eller flere søskende. Det er ikke altid jeg har overskuddet til at læse så meget med derinde. For det er barskt - hårdt og hjerteskærende at læse om den ensomhed samt hjælpeløshed, som døden efterlader når den har banket på døren.

*FOREDRAG
Her i 2024 holdt jeg flere foredrag. Men det foredrag der fyldte mest for mig i år, var mit allerførste foredrag omkring fysisk og psykisk vold. Det var mere end grænseoverskridende for mig. Men også en af mine drømme og samtidig så tænkte jeg tit i dagene op til, om der overhovedet var nogen der gad og komme for at høre mig fortælle om så tungt et emne. Men det var der. Jeg var så nervøs inden - men jeg har også lært, at når jeg skal tale ud fra egne personlige erfaringer. Så er det ju kun mig der har den viden og dermed kan jeg ikke sige eller gøre noget forkert. Det var en fantastisk og også vild aften. Den var hård. Men jeg nød faktisk at “skræmme” tilhørerne med fortællingerne fra min fortid. Men ord kan noget ganske særligt. Det var en fantastisk ramme og spørgelysten var heldigvis stor, trods emnet. Jeg var så glad bagefter og taknemlig. Taknemlig over, at jeg kunne stå der og fortælle om det som noget jeg havde overlevet og ikke var blevet offer for. Da jeg selv fandt modet til at sige fra - selvom det tog alt for lang tid!
Et kæmpe tak for muligheden og ja - jeg gør det rigtig gerne igen.



*HJÆLPESOMME HÆNDER
Hjælpsomme Hænder hjalp igen i år mange - særligt med mad her lokalt. Vi er en lille gruppe bestående af 4 lokale kvinder som løser opgaverne så godt og hurtigt vi kan. Tak til alle jer som støtter os. Vi kunne ikke ha gjort det uden jer. Vi har nu rundet 65 indsamlinger af mad siden vi startede. Så har der været lidt andre henvendelser, som også er blevet løftet på fornemmeste vis. Af hjertet tak for tilliden, tiltroen og hjælpen til jer som gang på gang troppe op og støtter når vi ber om hjælp!



*FEMININE FODAFTRYK
Vi har i bestyrelsen i Feminine Fodaftryk har i 2024 holdt nogle vildt spændende netværksmøder - Elsker den energi der er til de netværksmøder. Fællesspisning, fællesskab og masser af alvor samt humor. Det er mega hyggeligt at møde så mange kvinder og også meget inspirerende.



*GADESPEJLENE
2024 blev året hvor jeg takkede af som formand for Gadespejlenes lokalafdeling her i Frederikssund Kommune. Jeg har været med til, at sætte et super hold af vildt dygtige mentorer med nogle fede kompetencer, som i den grad kan hjælpe vores unge mennesker i kommunen. Samtidig er de koblet på et projekt på Kosmos omkring unge hjemløse. Der har længe boblet nye ideer omkring ny struktur og det vidste jeg ville komme til, at kræve mere for mig som formand. En tid jeg ikke syntes jeg kunne finde i min kalender. Tilfældighederne gjorde at en ny mentor fandt en plads hos os og hun var et fuldstændig naturligt valg til titlen som formand. Derfor har jeg her den 2. december valgt at stoppe som formand for Gadespejlene - Jeg vil altid se tilbage på Gadespejlene med et kæmpe smil. For det har virkelig været fedt at være med og jeg er mere end taknemlig for den tillid min egen bestyrelse har haft til mig - men også et dybfølt kæmpe tak til Søren Munk, stifter af Gadespejlene - tak for tiltroen og ikke mindst tilliden gennem årene.



*KAFFEMIK
Kaffemik kører stille og roligt og er super super hyggeligt og også meget vanedannende. Jeg har dog ikke selv haft så meget overskud her i år til at holde så mange. Men vi har rundet 100 kaffemik siden jeg startede det op. Jeg har været presset på tiden her i 2024 og her har Kaffemik nok været “taberen” fra min side af. Men her er ude af øje så ikke ude af sind. Der kommer helt sikker Kaffemik i 2025 - særligt når jeg skal opereres i knæet her i januar. Så vil gæster være mere end velkomne.



*GIFTEFOGEDEN
Giftefogeden har været på “arbejde” rigtig mange gange i 2024. Jeg elsker det virkelig. Uanset om det er vielser på dansk eller på engelsk. For kærligheden er så fantastisk at skue fra 1. række. Jeg bliver ofte meget berørt, når jeg står lige der og mærker den store kærlighed der står lige foran mig og jeg elsker, at jeg allerede nu har vielser i min kalender, som jeg ved kommer her i 2025. Den fedeste følelse er, når jeg bliver anbefalet som giftefoged - større anerkendelse kan jeg ikke opnå!

*KLUMMESKRIBENTEN
Klummeskribenten fik skrevet en del klummer igen i år og jeg nyder legen med ordene og det at give dem mening samt en retning.

Så - Bliver 2025 det år jeg kommer mere igang med at skrive videre på min egen bog? Kommer jeg mon nogensinde til at løbe igen? Bliver Julehjerter større næste år? Stopper jeg med at elske lakridspiber og må de stadig hedde det i 2025? Lærer jeg nogensinde at sige nej? Lærer jeg at sidde stille i min sofa? Lytter jeg endelig til tandlægen og skærer ned på indtaget af Pepsi Max?

Jeg har mødt så mange dejlige mennesker i 2024. Jeg har også mødt de modsatte. Der er altid mange indtryk, som skal bearbejdes og falde på plads! Men jeg er faktisk blevet meget bedre til at sige fra og/eller løse det med humor samt kvæle dem med omsorg og kærlighed! Husk - dit liv er altid dit ansvar. Vi er alle mennesker og vi begår fejl, også jeg. Alt i livet er en prioritering - du vælger selv!



Jeg har kun et enkelt nytårsfortsæt og det er, at blive en endnu bedre version af mig selv!


RIGTIG GODT NYTÅR - vi ses i 2025!

Forrige
Forrige

Så sprang jeg endelig ud….

Næste
Næste

Rigtig glædelig jul - eller noget…