Skrevet i 2004

Min lillebror er død, men jeg vil ALDRIG nogensinde acceptere det.

Nu sidder jeg her 2 år efter og skriver Renés ”historie”. Der er så mange ting jeg godt vil fortælle, alligevel er det svært at få ordene fra hovedet ned på papiret…..øjnene bliver røde og maven snører sig sammen igen, ligesom da René døde!!

Min lillebror er død….han er væk, borte – jeg kommer aldrig til at se ham igen – eller gør jeg?? Det er så svært at forholde sig til, for jeg vil aldrig acceptere at han er død, jeg vil aldrig acceptere, at det var ham der lå i kisten og jeg vil aldrig acceptere, at det er ham der har en grav på kirkegården i Kerteminde….hvorfor – det gør simpelthen for ondt.

Min elskede lillebror – som jeg har talt med og levet med i 28½ år. Vi er vokset op sammen og har leget sammen ligesom andre søskende. Jeg havde regnet med, at vi skulle være voksne sammen og begge få børn, støtte hinanden hele livet – men Renés liv blev kort – alt for kort. Nu er han blevet til et minde i mit hjerte, en evig uro i mine tanker og en tåre i mit øje.

Det er fredag aften, d. 22. juli 2002. Klokken er lidt over 22. Vi ser fjernsyn, det er fredag og den lille er lagt i seng. Alt ånder fred og ro. Telefonen ringer – det er min mor. René er kørt galt…. En sådan opringning sætter én i chok. Kørt galt…. Jamen – hvad skal jeg gøre. Jeg bor på Sjælland, René er kørt galt på vej hjem fra arbejdet i Nyborg Statsfængsel, og han er kørt galt mellem Nyborg og Kerteminde!!! Jeg kan stadigvæk huske fornemmelsen af panik, maven snørede sig sammen og man fik kvalme, tårerne sprang ud af øjnene – man forventer det værste….. er han død??

Jeg sætter mig ned i sofaen og tuder, kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Ringer rundt for at finde min far, da han er på ferie med sin familie. Kan ikke finde ham!! Kaster lidt tøj i en rygsæk og da vi ikke har bil, banker jeg på døren ved vores naboer, der kører mig til Roskilde Station, hvorfra toget går mod Fyn… og Odense Universitetshospital, skadestuen.

Turen derover husker jeg ikke mere…. Tænkte meget på om han var død, havde en fornemmelse af han var, aner dog ikke hvor den kom fra. Prøvede at forberede mig på, at skulle se min lillebror!!

Da jeg ankom om natten på sygehuset, virkede alting som om de var sat i stå. Jeg så ingen mennesker eller lagde i hvert fald ikke mærke til nogen… Skulle bare ind til min bror, som forhåbentlig kun havde brækket et ben!! Men så heldig var jeg ikke. Så snart jeg havde sagt hans navn ”René Drue” til den vagthavende sygeplejerske på skadestuen, forandrede hendes ansigtsudtryk sig til noget som jeg ikke kunne lide at se på. Hendes øjne skiftede udtryk og på dette tidspunkt vidste jeg det bare…… - René var død…… Jeg havde mest lyst til at skrige…. Meget højt. Anede ikke hvad jeg skulle gøre. Fulgte efter hende, vi skulle ned i kælderen – til et pårørenderum. Et ord der for altid vil være printet ind på min nethinde…

At se René ligge der på et bord med bar overkrop og lukkede øjne….. kulden og lugten glemmer jeg aldrig…. Synet heller ikke. Han lignede en der lå lige så smukt og drømte. Man strækker hånden frem mod hans kind og nusser lidt, bliver helt forskrækket, han er iskold. Det gjorde ondt helt inde i min sjæl….Jeg havde aldrig set en død person før, havde heller aldrig drømt om, at det skulle være min lillebror. Man dør sku da ikke når man er 28 år gammel…

Fra at være den glade fyr med glimtet i øjet, dejlig humor og en flot fyr…. Blev han et minde. Ens hjerte går itu, det flås fra hinanden og stumperne falder på jorden…. Følelserne bliver kolde og tankerne flyver, man tænker på alt og ingenting……..man er i chok. Jeg var ude og se ham i kapellet flere gange…. Men jeg accepterede bare ikke, at det var René der lå der og sov…

Mange ting skulle arrangeres i forbindelse med bisættelsen. Det er hårdt, men jeg følte også, at det var vigtigt, at jeg var med til disse ting. Familien holdt en lille privat bisættelse to dage før den i kirken. Jeg skrev et brev til René og lagde et billede i kisten, som han kunne få med på sin sidste rejse.

Man går rundt om sig selv i alle de dage, det er lige som at være i en osteklokke.

Jeg kan huske, at jeg tænkte på, at det var flot at alle bekymrede sig om mine forældre… spurgte meget til dem, ringede og sendte blomster… Men ingen spurgte til mig…. Der var ingen der sagde ”hvordan har du det, Charlotte?” Jeg følte mig usynlig og glemt. Det var faktisk meget svært, for det gjorde/gør også ondt på mig, måske ikke på samme måde som på mine forældre, men mindst lige så meget…..!! Havde lyst til at skrige, at jeg havde altså også mistet, ikke min søn, men min bror, min identitet, ham der kunne huske vores barndom….!!

Bisættelsen var smuk – men hård. Der var mange mennesker, mange blomster og rigtig mange tårer. Vi – familien – stod i våbenhuset og tog imod. Jeg trykkede en masse hænder, mange ansigter flød forbi, mange kendte man ikke. Nogle kom langvejs fra, som man ikke havde set i mange år. Det varmede mere end ord. Præsten holdt en tale, syntes ikke den var god, når jeg kigger tilbage i dag. Den var alt for upersonlig, jeg ville have, at alle skulle vide hvor god, smuk og dejlig René var. Hele verden skulle vide, at den havde mistet en stor personlighed og et smukt menneske. Vi bar kisten ud, jeg ville være der for ham på hans sidste rejse, bære ham hinsides, det var hårdt, det var uretfærdigt. Jeg kan i dag stadigvæk ikke forestille mig, at det var René der var inde i kisten.

Der var urnenedsættelse et par dage efter….. det var næsten værre. Den der lille urne… der kunne min bror da ikke være i. Jeg kunne slet ikke klare, at han skulle bo nede i det der lille hul, som graveren så pænt havde gravet på Renés gravsted. Så derfor besluttede jeg mig for, at han ikke var i urnen, men var over det hele, i solen, i luften, i fuglenes sang og i havet.

I starten talte jeg næsten hver time han har været borte, mindedagene blev meget meget vigtige. Den første dag, uge og måned. Det første halve år. Juleaften og hans fødselsdag i februar. Årsdagen….. de var/er alle slemme. Men for mig var alle dage ens. Det gjorde ondt uanset om der stod d. 3. eller d. 12. på kalenderen.

Jeg begyndte at snuse lidt til clairvoyance, men tabte hurtigt interessen. Gik lidt til psykolog, men følte ikke de kunne hjælpe mig på det tidspunkt.

Det har konsekvenser at miste en bror eller søster. I mit tilfælde er jeg blevet skilt. Min daværende ægtefælle kunne ikke støtte mig og elske mig når jeg var ked. Det er man meget i starten, på mange tidspunkter af døgnet, man er meget følsom og svær at tyde og holde af. Jeg blev hård – meget hård. En facade eller skal som jeg påtog mig, for at kunne holde ud at fungere i dagligdagen, på jobbet og socialt.

Ledte efter andre at tale med, fik startet en sorggruppe op gennem Foreningen for Trafikofre, men den forening smuldrede, så det gjorde gruppen også. I dag har jeg så prøvet at starte selv, via denne side. Har haft netværk til mange der har mistet. Det er hårdt at høre, men for mig, hjælper det. Det giver mig overskud til at hjælpe, når der er andre der har behov for hjælp, at lægge skulder til og lytte til problemstillinger og tårer. Det er dejligt at møde andre søskende der har været i samme situation. Det er selvfølgelig skrækkeligt at de har mistet. Men det er rart, at man ikke er alene, at man kan dele sine inderste tanker med andre søskende. For når det kommer til stykke, så reagerer og tænker søskende ofte på samme måde uanset hvordan de har mistet. For hver gang jeg taler med en ny søster eller bror, så gør jeg det for min bror, René. Det overskud han havde til mig, vil jeg dele ud af til andre.

Æret være dit minde René, Himlen har fået den smukkeste stjerne med den reneste sjæl...

Din søster herfra og til evigheden
Charlotte


Se Renés minde på www.mindet.dk - René Drue. Du skal altid være hjertelig velkommen til at lægge en hilsen i hans gæstebog, med hensyntagen til Mindets regler for dette.