Publiceret 29. oktober 2026
Jeg kunne ikke svare. Lige der brast noget inde i mig.
For onsdag aften efter byrådsmødet spurgte en mor mig:
"Charlotte, hvad skal jeg sige til mine børn, når de vågner i morgen?"
For der findes ikke noget svar, som giver ro i maven hos et barn, der er bange for at miste sin skole.
Der findes ikke noget svar, som fjerner den uro, mange familier har levet med gennem mange måneder.
Der findes ikke noget svar, som gør det lettere for medarbejdere at gå på arbejde, når de ikke ved, om deres arbejdsplads stadig eksisterer om et år.
Og netop derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor sagen nu skal sendes tilbage i fagudvalget.
Hvorfor?
Hvorfor skal børn, forældre og medarbejdere fortsat leve med usikkerheden?
Hvorfor skal familier endnu engang vente på næste møde, næste behandling, næste vurdering?
Hvorfor skal en sag, som har skabt så meget bekymring og så mange søvnløse nætter, have lov til at hænge som en mørk sky over mennesker i månedsvis?
I Liberal Alliance Frederikssund mener vi, at denne sag burde være stoppet i går aftes. Ikke om tre måneder. Ikke om seks måneder. Nu.
For vi skylder børnene at skabe ro.
Vi skylder forældrene at skabe tryghed.
Vi skylder medarbejderne vished om deres fremtid.
Onsdag stod flere hundrede børn, forældre, bedsteforældre og borgere uden for rådhuset. De stod der med skilte, musik, horn og et håb.
Ikke fordi de ønskede konflikt.
Men fordi de kæmper for noget, der betyder alt for dem.
Deres skole.
Deres lokalsamfund.
Deres hverdag.
Jeg mødte mennesker fra Slangerup Skole Frederikssund Kommune, afd. Lindegård, fra Fjordlandsskolen afdeling Skuldelev og fra FjordlandsskolenDalby som var oprigtigt bekymrede. Mennesker, som ikke talte om bygninger eller regneark, men om deres børns liv.
For når politik bliver meget teknisk, risikerer vi at glemme det allervigtigste:
At bag hver eneste beslutning står der børn.
Børn som spørger deres forældre, om de skal skifte skole.
Børn som er bekymrede for at miste deres venner.
Børn som mærker de voksnes utryghed, selv når vi tror, de ikke gør.
Derfor synes jeg, det er uanstændigt at lade denne sag fortsætte med at skabe usikkerhed.
Man kan være politisk uenig.
Det er en del af demokratiet.
Men vi må aldrig glemme det menneskelige ansvar, der følger med.
For hver eneste måned denne sag trækker ud, er der familier, som ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Det rammer familierne lige ind i hjertet af deres hverdag.
Og det fortjener de bedre end.
Jeg respekterer fuldt ud, at andre partier ønsker at arbejde videre med skoleområdet.
Det skal vi også. Der er udfordringer, som skal løses.
Men vi bør gøre det uden samtidig at holde fire skolelukninger kunstigt i live som en konstant trussel over lokalsamfundene.
Vi burde have lagt netop den del af sagen endeligt i graven i går aftes og derefter diskutere, hvordan vi styrker vores skoler, vores børn og vores lokalsamfund.
For udvikling behøver ikke begynde med afvikling.
Og skoleudvikling behøver ikke starte med skolelukning.
Så da den mor i går spurgte mig, hvad hun skulle sige til sine børn næste morgen, ville jeg ønske, at jeg kunne have svaret:
"Du kan fortælle dem, at deres skole ikke længere er truet. At de voksne har lyttet. At de kan koncentrere sig om at være børn igen."
Det svar kunne jeg desværre ikke give hende.
Men jeg håber stadig, at vi når dertil.
For børn skal ikke være gidsler i lange politiske processer.
De skal have lov til bare at være børn.
….undskyld!
Kh
Charlotte